Biografi

Kilde: Astrid Bentzen, Carl Jørgensen, Peter Herz og Henrik Wivel

1852   

Søren Jørgensen Lund blev født i Horne d. 12, December 1852

1852

Døbes den 23. januar 1952  i Horne Kirke

1857 (5 år gammel)

Som femårig deltog den lille Søren Lund for første gang i gudstjenesten i Horne Kirke. Han var stærkt optaget af alterbilledet malet af navnkundige C.W. Eckersberg. Da han fik forklaret, at billedet var skabt af en kunstmaler med pensel og  maling, erklærede han straks, at han ville være kunstmaler.

Det holdt han fast i gennem barndommen. Forældrene kunne dog se det tætte forhold, der var mellem den lille Søren og gårdens dyr. Han vågnede om natten og kunne høre på en raslen fra stalden, at en hest stod forkert i tøjret. Var han ked af det søgte han hestene og blev trøstet. Men på trods af det tætte forhold kunne han slet ikke tænke sig at blive bonde. Han ville tegne og male.

1866 (14 år gammel)

Nykonfirmeret blev den hjælpsomme unge fyr sendt over i nabosognet for at hjælpe en pumpemager med al hans teknik. Det var da fint, og pumpemageren var godt tilfreds. Men så gik det op for Søren Lund, at nogen var ved at lægge en fælde. Pumpemager – nej aldrig!

Samme resultat opnåede forældrene, da de prøvede at føre snakken mod drejerfaget, hvor den fingernemme ungersvend også havde et oplagt talent.

1868 (16 år)

Så efter et par år på den måde, trak sognefogeden i bytøjet og gik ind til Faaborg. Her boede den dygtige dekorationsmaler Syrak Hansen, som var den store lokale kunstner med en uddannelse fra akademiet. Han og hans dygtige malere malede på de mange slotte på Sydfyn. Her fik faderen en stak tegninger med til aspiranten som skulle kopieres. Det brækker han halsen på, tænkte han. 

Da mester Syrak så resultatet sagde han straks: “Lad ham bare komme”.

Broder Hans overtog landbruget modvilligt, da han hellere ville have været arkitekt, men som han sagde til Søren Lund. “Hvis jeg begynder på noget og så bliver slået ned, så rejser jeg mig aldrig mere. Men hvis du bliver slået ned – så rejser du dig igen”.

Læretiden i Faaborg blev meget andet end det at lære håndværket. Malerne blev af dygtige og vidt berejste Syrak Hansen også indraget i kultur og kunst. Det var også et hjem med stor rummelighed og varme, hvor de fire børn Syrak, Peter, Marie og Anne senere skulle danne den centrale kerne af fynbomalerne. Særlig Peter Hansen nåede langt. Anne giftede sig med Frits Syberg. 

Søren Lund var 10-15 år ældre end børnene, så først senere blev hjemmet centrum for de fynske malere, hvor Søren Lund også var hyppig gæst.

I det hele taget fik Søren Lund venner for livet i disse år i mesterhuset. Den stærkt politiske Peter Thrane og den mere flamboyante Lars Larsen blev udlært omtrent samtidig med Søren Lund. Han var under pres for at fortsætte som mestersvend i huset, og sikre sig den sikre vej gennem livet som dekorationsmaler på herregårdene. Men da han som svend havde samlet 50 rigsdaler sammen var han klar til at drage til København for at blive kunstmaler.

1873 (21 år gammel)

“Lykke på rejsen”, meddelte mester Syrak, da skibet lagde ud fra Faaborg havn.

Den 2. Oktober 1873 ankommer Søren Lund til Kvæsthusbroen i Kbh.. Han rejser sammen med kammeraten Harald Holm og Niels Peter Jensen og sin lillebror Johannes. 

De indlogere sig sammen i et lille loftatelier. 

Det lykkedes ret hurtigt at få sikret sig et arbejde hvorefter Søren Lund drog på eventyr. Han tog på maleriudstilling på Christiansborg, hvor Carl Blocks billede af Christian II på Sønderborg slot “slog alt andet af marken”.

Der blev arbejdet om dagen og studeret på tekniske skole om aftenen. De fire unge klarede sig med lidt, og var taknemmelige for forsyningerne, der hver fjortende dag ankom fra Horne sammen med rent tøj.

I Henrik Hertz store biografi om L.A.Ring fortælles hvordan Ring og Søren Lund mødtes på teknisk skole og blev venner for livet. Den udadvendte Søren Lund drog L.A.Ring ind i venskabskredsen bl.a. med Peter Thrane og Lars Larsen. Snart havde Ring også arbejde foranlediget af Søren Lunds kontakter i byen.

1874 (22 år gammel)

Søren Lund kommer på Kunstakademiet i oktober 1874

Det blev seks gode år, hvor Søren Lund fandt en hverdag med Laurits Andersen Ring og Hans Andersen Brændekilde. Venskabet betød uendelig meget. De tre elskede at diskutere kunst. Eckersberg ånd svævede over akademiet og Eckersbergs elever Adolf Kittendorff, Niels Simonsen og Jørgen Roed var dem der betød mest.

De nye strømninger fra Frankrig med impressionisterne Monet og Renoir i front kom til at betyde meget for Søren Lund. Han ville male naturalistisk og det kom som en forløsning for de slumrende kræfter i ham, da han fandt den impressionistiske måde at skabe sine billeder, hvor han ofte søgte det harmoniske og udtryksfulde i landskab og dyr. Beskueren skulle have en oplevelse. Han fulgte interesseret et kursus, hvor den fra Paris nyligt hjemkomne Tuxen var lærer.

1876 (24 år gammel)

Søren Lund boede nu i et kammer hos Høker Niels Jeppesen i Rosenborggade. Han havde en smuk ugift datter på tredive år, og snart var han forlovet med den hjertensgode (som hun altid var omtalt i familien) Sine.

Syrak Hansens to børn Syrak og Peter kom til København for at gå i skole. De boede ved deres faster og onkel. Peter Hansen var bare 7 år gammel, men fandt hurtig vej til Søren Lund og L.A Rings atelier, hvor han sad og sugede til sig.

1879 (27 år gammel)

Det var en stor anerkendelse, da Søren Lund fik sit billede ”Parti af en kostald” optaget på Charlottenborgs forårsudstilling. Det skulle senere vise sig, at han resten af livet udstillede hvert eneste år undtagen 1882.

1881 (29 år gammel)

Gift den 12. maj med Marie Jensine Jeppesen (Sine)

1882 (30 år gammel)

Året startede så fint med at Sine fødte Søren Lund en søn Niels.

Men senere samme måned fik han sin første store sorg. Lillebroderen Johannes dør den 27. marts. Han havde uddannet sig til lærer på trods af alvorlig sygdom. Han havde haft kronisk lungebetændelse siden han var tolv år gammel og havde derfor et sølvrør indopereret som dræn til lungerne. Det skulle skylles flere gange i løbet af døgnet med karbolvand. Storesøsteren Kirsten var fulgt med på seminariet og siden til stillingen i Tune skole, for at hjælpe broderen.

Broderens død var årsagen til, at Søren Lund ikke fik anmeldt sine billeder til forårsudstillingen. Problemerne hobede sig også op, da det viste sig, at Sines tuberkulose blussede op efter fødslen.

Søren Lund skrev til broderen Hans i Horne og fortalte, at lægen havde tilrådet et ophold på landet til den syge og den lille som mistrives.

På trods af, at Hans og Anne Marie havde to småpiger – Anne og Johanne – sagde de straks ja. Den lille Niels blev lagt til svigerindens bryst og rettede sig straks.

Værre gik det for Sine. Hun døde et halvt år efter og Søren Lund var alene med den lille dreng, der nu blev passet af søsteren Kirsten i Tune eller på Lundsgaard i Horne.

1882 – 1886

Søren Lund flakkede om på gæstevenskab her og der. Han søger tilflugt i sin kunst. Det er i den periode hans kendte gravering “Døden og det gamle øg” bliver skabt.

L.A.Ring maler et portræt af den sørgende ven og bruger Søren Lund som model i maleriet “Ved Nytårstide”, hvor Søren Lund ses dybt nedbøjet.

Det er i den periode, at de yngre fynbomalere dukker op i København. Fritz Syberg fortæller:

På Peter Hansens mindeudstilling i 1930 var der en lidt ældre maler, jeg ofte måtte tænkte på, fordi Peter Hansen aldrig kunne blive træt af at fremhæve hans fortjenester og alt hvad han havde betydet for ham: Dyremaleren Søren Lund. Vi traf ham i 1883 og dyrkede hans venskab i mange år, ikke blot om sommeren i mesterhuset, men også ovre i København – der sad han på en fattig hybel, hvor der aldrig var varme, og hvor der ikke var anden hygge end den, der udstrålede fra ham selv og hans billeder.

Han var et af de kendte navne fra mesters malersvendsdynasti og hidtil den eneste, der havde svigtet dekorationsmaleriet for helt at dyrke kunsten. Som dyremaler udstillede han på Charlottenborg – han var altså virkelig kunstner.

Vi besøgte ham ofte i Horne, hvor han boede hos sin broder, der var gårdejer, og han bragte os i kontakt med en Verden, der hidtil havde været lukket for os. Han kendte Anna og Michael Ancher og omtalte Krøyer, Drachmann og Thorvald Niss ikke blot som berømte navne, men som levende mennesker. Jeg glemmer ikke den utrættelighed, hvormed han altid var rede til at diskutere kunstens problemer med os, den tålmodighed, hvormed han gennemgik og kritiserede vore frembringelser, og den interesse han viste vore produkter, navnlig når de faldt ind under hans eget speciale, dyremaleriet. Han havde en ualmindelig viden om hestens hele kropslige struktur og reglerne for fodskiftet – han viste os f.eks., hvordan vinklerne i et bøjet bagben skulle være, hvordan en linje gennem bagbenets nederste del altid ville strejfe hestens sædeben, hvis bevægelsen var rigtig gengivet, ligegyldigt i hvilken stilling benet befandt sig.

På Peter Hansens mindeudstilling gik det op for mig, hvad han skyldte Søren Lund. Der var særlig et billeder med heste, et fra de senere år, som jeg bestandig måtte standse ved. Jeg havde ved dets fremkomst mest hæftet mig ved kompositionen, som jeg syntes var overlæsset. Det var en pløjescene, hvor det forreste hestepar trækker ploven op ad bakke tæt ved et hjørne af marken, hvor der skal vendes. Den ene af hestene må under det svære træk rigtig lægge sig i rebene, man ser den næsten fra oven, og hvor glimrende er ikke bevægelsen fastholdt, sammenhængen i den hele hestekrop, nøjagtigheden i gengivelsen af dyrets lemmer, muskler, koder, haser og alt, hvad der hører denne skabning til – fremstillet med en lethed og en følelse for tingene, hvor man kan genkende Søren Lunds syn.

1886 (34 år gammel)

Søren Lund kom ofte på besøg hos valgmenighedspræsten Niels Lindberg i Kerteminde som var et kulturelt fyrtårn og debattør. Han havde været tæt på Grundtvig og var en varm forkæmper for de tanker, som Grundtvig havde skabt og som siden har været et fast grundlag for danskheden.

Niels Lindberg døde i 1886, men Søren Lund fortsatte med at besøge familien og kærligheden blomstrede med kønne unge datter Elisabeth (Bet). 

For at sikre et økonomisk fundament for et ægteskab, tog Søren Lund timer på den tekniske skole som timelærer.

1891 (39 år gammel)

I foråret rejste Søren Lund på studietur til Holland , Belgien og Paris.

30. oktober blev Søren Lund gift med den 21 årige Bet.

1892 (40 år gammel)

De får datteren Clara ( Mus) Lund den 28. juli.

Sønnen Niels kommer nu 10 år gammel tilbage til hjemmet, og alt tegner lyst.

1893

Men så vendte lykken igen. Bet får knogletuberkulose og i 1893 havde hun gentagende lungetilfælde og det gik ned af bakke. Hun bliver indlagt på Refnes Kysthospital et helt år, kommer  hjem med højre arm stiv i albueledet og kan kun hilse med venstre hånd. 

Et sidste håb var et kurophold ved det tyske sanatorium i Gorbensdorf. Pengene et par tusinde kroner blev skaffet ved bortlodning af en snes malerier, skænket af husets venner. Men offeret var forgæves, og Bet døde i Kerteminde i september 1895 bare 25 år gammel.   

Søren Lund var nu atter enkemand.

1895 (43 år gammel)

Søren Lund beholder de to børn hjemme på henholdsvis 13 og 3 år. Han ansætter en husbestyrerinde Gyda Rump, som bliver ved ham i 10 år.

1904 (52 år gammel)

Studietur til Italien i ca 7 uger

Rejste på Larssens legat  på 650 Kr.

Niecen Anne Lund bliver nu ansat som husbestyrerinde på Sagasvej og blev der i 5 gode år

Søren Lund malede i den tid 3 stor portrætter af sin svigermor, sin datter ved klaveret og et af Anne som hun senere fik i brudegave.

1912 (60 år gammel)

Økonomien er nu så anstrengt at Søren Lund overvejer at tømme sine vægge for rub og stub og lade det hele gå på aktion, men overtales til at holde en udstilling i stedet. Dette viser sig at være et godt råd at følge, da Søren Lund får et overskud  på 1100 Kr.  Dette redder økonomien, men bedst af alt er, at salget nu vender, og det giver økonomisk tryghed for resten af livet.

1912 –1921

Den lykkeligste tid i Søren Lunds liv

Kunsten opleves som en fornyelse. Hans palet havde flere brune toner end i de unge år, men friskheden, lunet og stemningen i billederne blev forstærket

1921 (69 år gammel)

Året starter så fint. Datteren Mus bliver som 28 årig gift med den dygtige og omsorgsfulde nervelæge Carl Jørgensen den 24. april.

Så sker der igen en ulykke i Søren Lunds liv. Efter få måneders sygdom i efteråret dør sønnen Niels Lund med en svulst på nyren.

Niels var arkitekt og arbejdede for DSB blandt andet med opførsel af hovedbanegården i København.

1923 (71 år gammel)

Endnu værre bliver det godt et år efter, da datteren dør og efterlader sin mand og Søren Lund dybt ulykkelige.

En biografi skrevet som mindeord ved en auktion efter Søren Lunds død vidner om et nært forhold mellem Carl Jørgensen og hans svigerfar. Carl Jørgensen blev meget anerkendt inden for sit fag. Han giftede sig senere i livet, men det holdt kort. Så han levede alene med minderne til sin død i 1977 89 år gammel.

Søren Lund bearbejder sorgen blandt andet med den dystre gravering “Døden harver sin le”, hvor man ser døden sidder og hærder sin le i døråbningen ind til en træt gammel mand.

Han skriver i sine breve, at kun pensel og radernål kan jage de dystre tanker på flugt.

1929 (77 år gammel)

Søren Lund havde haft en god sommer på hjemegnen og havde malet godt.

Sidst i oktober var han på vej rundt i Horne for at sige farvel til familien og ved det sidste håndtryk i Hjulmandshjemmet snubler han, falder og brækker lårbenshalsen.

Der fulgte et halvt års sygeleje på Faaborg Sygehus, hvorefter hans niece Johanne tog sig af ham og plejede ham på Svenneregård ved Horne. Søren Lund havde livet igennem kaldt Johanne (Højby) for Lille Du. Det er netop titlen på en fin bog skrevet om Johanne af hendes barnebarn Anne Marie Storm.

1930 (78 år gammel)

Søren Lund rejser tilbage til København, hvor han nu bevæger sig rundt med to stokke. Fanget i sit hjem for bestandigt.

Hjertet var svagt, men han producerede gode plader som Krondyr ved en foderbænk og Tangvognen.

Han malede stadig gode billeder og var produktiv. Han kunne ikke længere bevæge sig ud i sin elskede natur, men udnyttede sine skitser fra tidligere i livet

1932 (80 år gammel)

Søren Lund var tydeligt svækket da han fyldte 80 år den 12 . December 

1933

Med stor anstrengelse fik han den 12. februar udfyldt anmeldelsesblanketten til forårsudstillingen på Charlottenborg. I mere end 50 år havde Søren Lunds billeder været fast inventar på udstillingen.

Den næste morgen var han uklar og døde nogle timer senere.